Behandlingsstrategi og behandlingsmetode på Skibbyhøj
Behandlingstategi
Beboeren får ved indflytning en eller to kontaktpersoner, som er tilknyttet boligen. I samarbejde med beboeren, støtter kontaktpersonen den enkelte i at orientere sig og finde sig til rette i boligen og på området. Der arbejdes indledningsvis på at opnå en tillidsfuld og tryg kontakt, struktur, forudsigelighed og klarhed. Værkstedsmedarbejderne får tilknyttet en kontakt-person blandt personalet i det tilknyttede værksted.
I samarbejde med beboeren, udarbejder kontaktpersonen og psykologen en behandlingsplan, hvor der findes frem til såvel ressourcer som problemområder og hvor det besluttes hvilke udviklingsområder der skal prioriteres. Herefter udarbejdes i samarbejde med kontaktpersonen en funktionsbeskrivelse, der dækker centrale områder og temaer fra hverdagen: praktiske, personlige, fritidsorienterede og sociale funktioner. Ud fra dette vurderes det aktuelle støttebehov. Undervejs i forløbet evalueres både behandlingsplanen og funktionsbeskrivelsen sammen med beboeren, og der vælges nye udviklingsområder. Evalueringen danner grundlag for beslutninger om nye udfordringer med henblik på udflytning til mere selvstændige boligformer på Skibbyhøj og påbegyndelse af nye aktiviteter, skole, praktikforløb på eksterne arbejdspladser
Etisk dilemma/udfordring: Det kan være vanskeligt at sammensætte en beboergruppe, der har behov for forskellige tilgange og problemløsningsmetoder i samme fællesbolig, og det kan være nødvendigt at skifte bolig for at skærme eventuelt særlig sårbare beboere i en periode. Det kan også dreje sig om udviklingsforløb, der kræver stigende behov for omsorg og støtte efter afprøvning i mindre personaledækket boenhed. Boligtilbuddet må derfor være differentieret og fleksibelt.
Udover den miljøterapeutiske behandling, er medicinsk behandling og samtaler en væsentlig del i det samlede tilbud på Skibbyhøj. Den medicinske behandling varetages af en psykiatrisk konsulent fra Psykiatrisk Sygehus i Hillerød. Der er hver anden uge besøg af psykiateren rundt i husene, hvor der er lejlighed til at drøfte den medicinske behandling og evt. regulere medicin, ligesom der er lejlighed til at undervise i relevante emner vedr. psykiske lidelser og behandling (psykoedukation ad hoc).
Alle beboere har behov for samtaler og det indgår derfor også som et vigtigt element i hverdagen. Samtaler med kontaktpersoner, psykolog, socialrådgiver, psykiater er et fundamentalt redskab for at nå frem til en fælles forståelse og opfattelse af hvad der skal arbejdes med og hvordan. Dette udgør således grundlaget for en egentlig samarbejdsaftale mellem beboer og Skibbyhøj om målformulering, problemformulering og metodevalg.
Der indkaldes til behandlingsmøder med den samarbejdende kommune ca. en gang årligt, hvor perioden evalueres sammen med beboeren på baggrund af behandlingsplanen og funktions-beskrivelsen.
Behandlingsmetode
Skibbyhøjs behandlingstilbud har efter en lang periode med særlig vægt på den kognitive behandlingsmetode, udviklet sig i en ny retning med udgangspunkt i en integrativ holdning til behandlingsarbejdet. Det vil sige at der med udgangspunkt i en udviklingspsykologisk forståelse, baseret på et psykodynamisk grundlag, tilrettelægges en behandlingsstrategi, som tager højde for den enkelte beboers særlige vanskeligheder og erfaringer og tilpasses den enkelte beboers behov. Der arbejdes med metoder og hentes inspiration fra såvel psykodynamisk og systemisk som fra kognitiv teori
I boligerne tilrettelægges miljøet efter miljøterapeutiske principper: Det vil sige et velstruktureret problemløsningsorienteret miljø med klarhed og forudsigelighed. Beboeren udarbejder sammen med kontaktpersonen dag- og ugeskemaer, og vælger hvilke udviklingsområder der skal arbejdes med, såvel praktiske, personlige som sociale i miljøet. Dvs. både i boligen, i værkstederne og i fritidsaktiviteterne. Mål og delmål aftales, trænes og evalueres kontinuerligt i forløbet.
Miljøet tilrettelægges og afpasses under hensyntagen til den aktuelle beboer/medarbejder -sammensætning og den enkeltes individuelle behov for udviklingsmuligheder og træning eller stabilisering. En vigtig læringsproces foregår desuden gennem spejling, så både beboere og personale fungerer som rollemodeller for hinanden, og især for nye beboere.
Træning af færdigheder foregår så vidt muligt i dagligdagens aktiviteter. I et samarbejde med beboeren vælges enkelte træningsområder ud. Det kan være at stå op ved vækkeur, lære at vaske tøj, bustræning, skrive indkøbsseddel, tage på indkøb, lave aftensmad, slå græs, overholde aftaler, kontakte personalet når der er signaler om ustabilitet, løse konflikter, rengøring af fællesområder, spise hensigtsmæssigt, motionere, teknikker til at undgå eller blive mindre angst af at høre stemmer, undgå affektudbrud, lære at tænke alternative tankemønstre, øve sig i koncentration, få en fritidsaktivitet, lære at kontakte andre, at kontakte familie og venner, at tage initiativ til aktiviteter osv. Værktøjet er overordnet behandlingsplanen, som udarbejdes i samarbejde mellem beboer, kontaktperson og psykolog og i detaljen funktionsbeskrivelsen, som beboer og kontaktperson samarbejder om, hvor ressourcer, færdigheder, problemområder og støttebehov beskrives og evalueres.
Etiske dilemmaer/udfordringer: Udvikling og forandring kan være angstprovokerende eller give anledning til ængstelse hos alle mennesker, da det velkendte også forbindes med det trygge, uanset kvalitet og konsekvenser. Er miljøet præget af en for direkte målorientering og træningsfokusering, kan de tillærte undvigemønstre med isolation, afvisning m.m. igen få overtaget. Det gælder om at finde den rette balance og et individuelt afpasset tempo i udviklingsprocessen. Først og fremmest tager det tid og kræver gentagelser at lære nye mønstre og kunne frigøre sig fra uhensigtsmæssige mønstre.
Et andet vigtigt dilemma er den enkelte beboers utålmodighed efter kunne fungere almindeligt og få et selvstændigt liv, få sin egen lejlighed, en uddannelse, et arbejde eller at få andre drømme indfriet, som meget ofte står i modsætning til den enkeltes reelle formåen i en samlet vurdering af ressourcer og problemområder. At få et realistisk forhold til egne ressourcer og muligheder, er et af de mere sårbare og følsomme områder der arbejdes med, i takt med øget indsigt i egen funktion.
