Kontaktperson på Skibbyhøj.
Clarence Crafoord’s definition på kontaktpersonfunktionen og på relationsbehandling:
”Kontaktpersonfunktionen er det erhvervsarbejde, som udføres af personalet der arbejder i den institutionelle eller organisatoriske enhed, hvor beboeren tilbringer størstedelen af sin vågne tid. Opgaven som kontaktperson er først og fremmest at have ansvar for en relation til en eller flere beboere i alle de aspekter, som relationen kan have indenfor rammerne af institutionens eller organisationens arbejdsområde.”
”Relationsbehandling kan vi kalde det behandlingsindhold, der er i kontaktpersonfunktionen. Den indebærer at den, som er udset til at have ansvaret for relationen med alle til rådighed stående midler søger at oprette og udvikle forholdet konstruktivt. Det medfører, at man som kontaktperson indleder en slags rejse gennem en slags relationsproces. Som alle sådanne processer har relationsbehandlingen en indledningsfase, en bearbejdningsfase, og en slutfase”.
Kontaktpersonfunktionen på Skibbyhøj:
Kontaktpersonfunktionen består af mange aspekter.
Kontaktpersonen er den som i samarbejde med beboeren og det tværfaglige team planlægger og evaluerer den individuelle udviklingsplan.
Kontaktpersonen samarbejder med beboeren og det tværfaglige team om at nå de mål der er opstillet i udviklingsplanen.
Kontaktpersonens arbejde foregår i et samspil med hele det terapeutiske miljø. Miljøet skal skabes på en måde der giver grobund for vækst og udvikling, så beboeren kan opleve fællesskab i gruppeaktiviteter og samværsformer, hvor der gives social støtte og stimulering af sociale og praktiske færdigheder og træning i disse.
Det terapeutiske miljø har til opgave at skabe trygge og faste rammer, der giver beboeren mulighed for at turde indgå i en kontakt og dermed få mulighed for udvikling. Hensigten med arbejdet er, at beboeren får mulighed for at forbedre sine mestrings- og problemløsnings-metoder i forholde til sine psykiske problemer / vanskeligheder.
Det tilstræbes at miljøet indeholder kontaktetablering, tillid, tryghed, struktur, forudsige-lighed, autonomi, omsorg, støtte, virkelighedsorientering, aktivitetsorientering, praktisk jordnær problemløsning og en tro på at alle mennesker har udviklingsmuligheder.
Kontaktpersonen må være i besiddelse af relevante faglige kvalifikationer samt være bevidst om egne erfaringer.
Kontaktpersonen er ikke neutral, arbejdet er ikke intellektuelt men følelsesmæssigt, så der skabes et liv sammen med beboeren.
Kontaktpersonen skal forsøge at etablere følelsesmæssig kontakt ved at bruge / udnytte hele sin personlighed for at opnå kontakt og tilbyde beboeren et fast holdepunkt, men skal hele tiden være opmærksom på grænsen mellem det personlige og private. Det er også vigtigt at være opmærksom på, at beboeren ikke havner i et afhængighedsforhold, hvor det kun er tilladt at tale med kontaktpersonen, men at miljøet stimulerer til at kunne vælge mange og forskelligartede relationer. I den forbindelse er det vigtigt at holde fast i, at man, som Crafoord siger, er professionel og ansat til at varetage en opgave.
Kontaktpersonen må være opmærksom på, at relationen kan føre til en overinvolvering, hvor egne følelser som f.eks. medlidenhed, irritation eller vrede kan blive styrende for de handlinger der vælges. Man må også være opmærksom på, at der altid vil være en skæv magtbalance i en terapeutisk relation, og at man som kontaktperson vil kunne komme til at vælge uhensigtsmæssigt for beboeren. For at undgå at kontaktpersonsrelationen bliver negativt påvirket af disse aspekter, er det af allerstørste betydning, at kontaktpersonen udøver sit arbejde i tæt samarbejde med andre. Ligeledes er det vigtigt at kunne reflektere over egen praksis og modtage supervision.
Det er vigtigt at kontaktpersonen er identifikationsobjekt for beboeren og i mange tilfælde udgør et vikarierende forældreskab. Kontaktpersonen skal dels kunne rumme og yde omsorg, og dels kunne give tilpas udfordring og frustration for at understøtte beboerens evner og muligheder for at skabe kontakt til omverdenen. Det er en vigtig men svær balance at kunne skifte mellem nærhed og afstand, støtte og udfordring således at beboeren bliver i stand til at løse sit problem eller leve med det.
Kontaktpersonen har ansvar for at skabe og vedligeholde relationen og må være tålmodig og vedholdende i denne, også når der forekommer afvisning og ligegyldighed.
Kontaktpersonen skal være rummende og prøve at forstå, også når der forekommer underlige tanker og forestillinger, ”al menneskelig handling har en mening”. Således skal kontaktpersonen ikke acceptere at noget er nonsens.
Kontaktpersonen skal tåle, og forholde sig realistisk til idealisering, høje forventninger og devaluering – og ikke at lade sig opsluge af dette, men sætte grænser og rammer for relationen.
Kilde:
Clarence Crafoord. Udviklende fortrolighed – tanker om. Hans Reitzels forlag, 1994
Kontaktpersonen skal forsøge at etablere følelsesmæssig kontakt ved at bruge / udnytte hele sin personlighed for at opnå kontakt og tilbyde beboeren et fast holdepunkt, men skal hele tiden være opmærksom på grænsen mellem det personlige og private. Det er også vigtigt at være opmærksom på, at beboeren ikke havner i et afhængighedsforhold, hvor det kun er tilladt at tale med kontaktpersonen, men at miljøet stimulerer til at kunne vælge mange og forskelligartede relationer. I den forbindelse er det vigtigt at holde fast i, at man, som Crafoord siger, er professionel og ansat til at varetage en opgave.
Kontaktpersonen må være opmærksom på, at relationen kan føre til en overinvolvering, hvor egne følelser som f.eks. medlidenhed, irritation eller vrede kan blive styrende for de handlinger der vælges. Man må også være opmærksom på, at der altid vil være en skæv magtbalance i en terapeutisk relation, og at man som kontaktperson vil kunne komme til at vælge uhensigtsmæssigt for beboeren. For at undgå at kontaktpersonsrelationen bliver negativt påvirket af disse aspekter, er det af allerstørste betydning, at kontaktpersonen udøver sit arbejde i tæt samarbejde med andre. Ligeledes er det vigtigt at kunne reflektere over egen praksis og modtage supervision.
Det er vigtigt at kontaktpersonen er identifikationsobjekt for beboeren og i mange tilfælde udgør et vikarierende forældreskab. Kontaktpersonen skal dels kunne rumme og yde omsorg, og dels kunne give tilpas udfordring og frustration for at understøtte beboerens evner og muligheder for at skabe kontakt til omverdenen. Det er en vigtig men svær balance at kunne skifte mellem nærhed og afstand, støtte og udfordring således at beboeren bliver i stand til at løse sit problem eller leve med det.
Kontaktpersonen har ansvar for at skabe og vedligeholde relationen og må være tålmodig og vedholdende i denne, også når der forekommer afvisning og ligegyldighed.
Kontaktpersonen skal være rummende og prøve at forstå, også når der forekommer underlige tanker og forestillinger, ”al menneskelig handling har en mening”. Således skal kontaktpersonen ikke acceptere at noget er nonsens.
Kontaktpersonen skal tåle, og forholde sig realistisk til idealisering, høje forventninger og devaluering – og ikke at lade sig opsluge af dette, men sætte grænser og rammer for relationen.
Kilde:
Clarence Crafoord. Udviklende fortrolighed – tanker om. Hans Reitzels forlag, 1994
