Skibbyhøj - Til forsiden
Udskriftsvenlig side
 
Bo- og Beskæftigelses-
tilbuddet Skibbyhøj

Birkevej 6
4050 Skibby
Telefon: 47 59 00 59
Telefax: 47 59 00 58
skibbyhoej@psv1.regionh.dk

Stillings og funktionsbeskrivelse: værkstedspersonale på Skibbyhøj.


Skibbyhøj, der er et af Frederiksborg Amts socialpsykiatriske botilbud til voksne borgere med en sindslidelse, har til opgave at afklare beboernes fremtidige bo- og beskæftigelsesbehov, muligheder for optræning, udvikling og fremtidigt støttebehov for at kunne leve en tilværelse med mest mulig selvstændighed og livskvalitet.

Målgruppen er personer med psykiske lidelser i form af psykoser og personlighedsforstyrrelser
Skibbyhøj kan modtage 23 beboere i aldersgruppen 18 - 40 år og derudover 18, der alene modtager et dagtilbud om beskæftigelse.

Skibbyhøjs formål er afklaring og optræning til en mere selvstændig tilværelse med henblik på udslusning til kommunale bofællesskaber, opgangsfællesskaber, beskyttede boliger, egen lejlighed mv. Skibbyhøj tilbyder 6 forskellige boformer med varieret tilbud af støtte, afpasset efter den enkeltes behov. Der lægges vægt på et aktivt fritidsliv, hvor beboerne kan deltage i idrætsaktiviteter, café- og klubaftener, cykel- og fisketure mv.

Skibbyhøjs behandlingslinje tilrettelægges efter principperne i kognitiv teori og metode samt kognitiv miljøterapi. Det behandlende personale er organiseret i en tværfaglig, teambaseret struktur, der gennem samarbejde og gensidig kommunikation sikrer, at beboerne får mulighed for at træne og udvikle personlige, sociale og praktiske færdigheder i kombination med, at den medicinske behandling optimeres.

Arbejdet på Skibbyhøj skal i alle sammenhænge være forankret i stedets værdigrundlag.


Ansvars og kompetenceområder.
Værkstedspersonalet arbejder som 1 team, men er fordelt på 3 værksteder og et gartneri.

Værkstedspersonalet er ansvarlig for tilrettelæggelse og udførelse af arbejdet i de enkelte værksteder. Arbejdet skal tilrettelægges ud fra den enkelte beboers ønsker, ressourcer og behov for støtte, træning og udvikling

Værkstedspersonalet er ansvarlig for at samarbejde ligeværdigt med beboeren om alt hvad der vedrører denne.

Værkstedspersonalet skal i samarbejde med kontaktteamet og boligpersonalet følge den behandlings/udviklingsplan, der udarbejdes på de tværfaglige kontaktteammøder.
 
Værkstedspersonalet skal i samarbejde med medarbejderen og boligpersonalet tilrettelægge arbejdstider og trænings/udviklingsområder, og har ansvar for at dokumentere arbejdsforløbet for den enkelte medarbejder, ud fra daglige observationer.

Værkstedspersonalet udarbejder, på baggrund af behandlings/udviklingsplanen og de daglige observationer, en funktionsbeskrivelse der indeholder identifikation, beskrivelse og mål for den enkeltes trænings/udviklingsområder.

Værkstedspersonalet har medansvar for at skaffe og fastholde kunder til Skibbyhøjs værkstedsproduktion.

Værkstedspersonalet har ansvar for at overholde arbejds- og sikkerhedsregler i forbindelse med arbejdet i værkstederne.

Faglig udvikling.
Som værkstedpersonale har man pligt til at deltage i relevante kurser og efteruddannelse og holde sig orienteret i den faglige udvikling.
Værkstedspersonalet forventes at tage aktivt del i introduktion og uddannelse af kolleger, elever og studerende.

Samarbejde.
Værkstedspersonalet er ansat på Skibbyhøj, og skal deltage aktivt i det tværfaglige samarbejde og være medvirkende til, at skabe et godt psykisk og fysisk arbejdsmiljø, på hele institutionen.

Revideret den 23. august 2005

Uffe Voldum-Clausen
Forstander
CMS med søgemaskineoptimering og ehandel